lilleskov og sø i Agerbæk

Agerbæk

Photo: VisitVesterhavet

Oplev charnerende Agerbæk, Straup-Tofterup, Fåborg, Årre, Hjortkær. 

Du mærker det så snart du kommer til de mindre landsbyer omkring Varde. Øst for byen har landsbyerne det som de små byer ofte mestrer til perfektion; et stærkt fællesskab. De der bor her, brænder for byernes samlingspunkter, for det trygge landsbyliv og for naturen der ligger omkring.

Den lille landsby Agerbæk er muligvis ikke stor, når man kigger på indbyggertallet, men oplevelserne og minder du kan tage med hjem herfra er muligvis for store til at være i kufferten. Agerbæk Hotel er et lille hyggeligt sted, der gør meget ud af at deres gæster føler sig velkomne og hjemme. Her kan I bo på ét af hotellets i alt tolv værelser, og i sommerperioden kan I tage en svømmetur i deres udendørs swimmingpool. Maden er god og stemningen er skøn. Et andet sted i byen, som rummer god og behagelig atmosfære, er Agerbæk bibliotek . Her kan I slå jer ned med en god bog og lade børnene lege i det blå legerum; ’Dybet’.

Trænger I til frisk luft og natur? Så er Agerbæk shelterplads stedet. Her er der tilmed MTB og vandrestier i lange baner, så der er rig mulighed for at nyde naturen i lavt tempo eller give den gas på MTB-stierne. Når mørket falder på, kan I overnatte i de to fuldtømmershelter med plads til seks personer i hver. Her skal I ikke booke overnatning, men i stedet håbe at ingen er kommet jer i forkøbet.

Læg vejen forbi Baldersbæk, hvor I kan se lystslottet, få ’Den Lumske Dreng’ til at tisse ved at træde på trinnet og gå turer ved de hyggelige anlagte stier. Området blev anlagt ved 1900-tallet af grosserer Holger Petersen. Han investerede både penge og energi i området, og fik bygget Villa Baldersbæk også kaldet ’Slottet’. Besøgende kan komme tæt på villaen, som stadig bruges til beboelse og er derfor ikke åben for offentligheden. 

Fra Agerbæk sætter I kursen lidt nordøst, hvor I finder byen Starup-Tofterup. Her er naturoplevelser for enhver, og I fornemmer hurtigt indbyggernes passion for alt det grønne omkring dem. Midt i en grøn oase og stadig tæt på indkøb, kultur og oplevelser er Starup-Tofterup et varmt og skønt sted at besøge. Naturuniversitetet ved Starup ligger i et naturskønt område i forbindelse med Kyst til Kyst stien. Her er fire lokale og historiske vandreture, hvor den korteste er på 5,7 km. Shelterpladsen er hyggelig og her kan I benytte toiletfaciliteter, bålplads og tage jeres eget telt med, hvis I mangler plads. Stedet kan ikke bookes.

Byen Årre har med sine 600 indbyggere eksisteret siden år 800. Byens samlested er den traditionelle hyggelige Aare Kro, som leverer dansk mad af Vestjysk karakter. Her gør beboerne i byen en dyd ud af at samle byen og give næring til det lokale. Hvert år holder de byfest, og arrangerer mange aktiviteter i løbet af året for at give endnu mere styrke til det stærke fællesskab. Årre kirke dateres tilbage til 1618 og står flot i bybilledet. Tag kurven under armen og fyld op af lækre sæsonfrugter i Larsens Skov. De labyrintagtige stier giver anledning til gemmeleg og ’fare vild i skoven’. Den 4000 m2 store skov er en skøn naturoplevelse. Helle Hallen er en stor del af det lokale liv i Årre – her samles byens borgere, gæster og besøgende til hyggelig, sjov og leg. Her kan I svømme, spille spil og prøve kræfter med både udendørs og indendørs skydebane. Fra Helle hallen tager I vejen sydpå og kommer til den lille by, Fåborg. Med dens 309 indbyggere er det en lille perle i det sydvestjyske landskab. Fåborg Kirke står fint i bybilledet, og byen er så smukt pakket ind i den omkringliggende flotte natur.